Learn Turkish With Canozan with these 23 Song Recommendations (Full Translations Included!)

„Sar Bu Şehri” brzmi jak nocna rozmowa z kimś, kto utknął w zbyt ciasnym, przytłaczającym mieście. Podmiot nie rozumie, dlaczego zraniono jego „bebeğimi” [moje maleństwo], a obraz ukochanej osoby nagle łączy się z rysowaniem własnego portretu: „Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini” [Kiedy wpatrywałem się w jej twarz, narysowała swój własny obraz]. Potem pojawia się błaganie: „N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Proszę, uciekaj, ocal siebie z tej krainy]. Słowo „yâr” oznacza ukochaną osobę, więc nie jest to chłodne polecenie, tylko bezpośredni zwrot do kogoś bardzo bliskiego.

Najbardziej filmowy jest refren: „Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [Kiedy szukasz Słońca, Księżyc nie przestaje za tobą podążać]. Nadzieja i noc idą tu razem, a chwilę później pada bezczelnie mocne „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Obejmij ten świat od początku i spal go, spal porządnie]. „Şehir” to po prostu miasto, natomiast „diyar” oznacza krainę lub miejsce, z którego trzeba się wydostać. Mimo ognia tekst zostawia małe światełko: „Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [Ani samotność, ani smutek, ta noc ma swój dzień]. Jest też przypomnienie o kruchości: „Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar” [Nie myśl, że jestem nieśmiertelny, mury tego miasta są ciasne].

Το «Sar Bu Şehri» σημαίνει περίπου «Τύλιξε αυτή την πόλη» και, στους στίχους του Canozan, η πόλη μοιάζει με τόπο από τον οποίο κάποιος πρέπει να ξεφύγει. Ο αφηγητής δεν καταλαβαίνει «Anlamam nedenini» [Δεν καταλαβαίνω τον λόγο], βλέπει πως «Üzmüşler bebeğimi» [Έχουν στενοχωρήσει το μωρό μου] και ζητά από το αγαπημένο του πρόσωπο: «N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan» [Σε παρακαλώ, φύγε και σώσε τον εαυτό σου από αυτόν τον τόπο]. Η λέξη «yâr» σημαίνει αγαπημένος ή αγαπημένη και δίνει στη φωνή του τραγουδιού μια άμεση, τρυφερή προσφώνηση. Η εικόνα είναι παράξενη και όμορφη: ενώ κάποιος κοιτάζει επίμονα ένα πρόσωπο, εκείνο «Çizmiş kendi resmini» [έχει ζωγραφίσει το δικό του πορτρέτο].

Έπειτα, ο ήλιος και το φεγγάρι γίνονται δύο δυνάμεις που δεν ξεφεύγουν η μία από την άλλη: «Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay» [Ενώ ψάχνεις τον Ήλιο, το Φεγγάρι δεν σε αφήνει]. Η προσταγή «Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak» [Αγκάλιασε και κάψε αυτή την πόλη από την αρχή, κάψ’ την καλά] είναι επίτηδες υπερβολική, σαν να χρειάζεται να διαλυθεί όλο το σκηνικό για να ανοίξει χώρος για κάτι νέο. Κι όμως, η νύχτα δεν είναι χωρίς έξοδο: «Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var» [Ούτε μοναξιά ούτε λύπη, αυτή η νύχτα έχει μέρα]. Η πόλη έχει στενούς τοίχους και ο αφηγητής παραδέχεται «Sanma ki ölümsüzüm» [Μη νομίζεις πως είμαι αθάνατος]. Έτσι το τραγούδι κινείται ανάμεσα σε μια επείγουσα φυγή, μια σκοτεινή πόλη και την επίμονη υπόσχεση ότι πίσω από τη νύχτα υπάρχει φως.

В этой песне Canozan обращается к близкому человеку, которого кто-то сильно расстроил: «Üzmüşler bebeğimi» [они расстроили моего малыша]. Образ звучит нежно, но дальше становится тревожно: герой просит любимого «kaç kurtar kendini bu diyardan» [беги, спаси себя из этой страны или края]. Слово yâr [возлюбленный, дорогой человек] придаёт обращению старинный и ласковый оттенок, а diyar здесь скорее означает тяжёлое место, из которого нужно выбраться, а не конкретную страну. Особенно запоминается странная сцена: «Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini» [как раз когда я погрузился в твоё лицо, он нарисовал собственный портрет]. Кто именно рисует и почему, текст не объясняет, поэтому эта деталь остаётся почти сюрреалистичной.

Главный припев превращает город в огромный сон: «Sar, bu şehri en başından yak» [окутай этот город и с самого начала подожги его], а затем звучит вызов: «Kim der ki, “Bu rüyadan uyan” / Ona uzat» [кто скажет: «Проснись от этого сна», протяни ему это]. Рядом идут Солнце и Луна: «Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay» [пока ищешь Солнце, Луна не отстаёт]. Это не спокойное утешение, а ночное движение по тесному городу, где «Bu şehrin duvarları dar» [стены этого города тесны]. При этом ночь всё-таки имеет продолжение: «Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var» [ни одиночество, ни печаль, у этой ночи есть день]. Очень человеческая оговорка появляется в строке «Sanma ki ölümsüzüm» [не думай, что я бессмертен]: за огнём, побегом и большими образами здесь скрывается человек, который знает собственные пределы.

Canozan „Sar Bu Şehri” című dala egy sűrű, éjszakai látomásként beszél egy városról és valakiről, akit bántottak: „Üzmüşler bebeğimi” [Megbántották a kicsikémet]. A „bebeğim” szó itt gyengéd megszólítás, nem feltétlenül gyereket jelent. A beszélő arra kéri kedvesét, hogy meneküljön el ebből a helyből: „N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Kérlek, menekülj, mentsd ki magad erről a vidékről]. Közben a Napot kereső ember mögött a Hold mindig ott marad: „Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [Miközben a Napot keresed, a Hold nem hagy el]. Szép, kissé nyugtalan kép: a fény után futsz, de az éjszaka követ.

A refrén szándékosan túlzó és filmszerű: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Öleld körbe, gyújtsd fel ezt a várost az elejétől, égesd fel rendesen]. A „sar” szó alapjelentése „öleld körbe”, itt azonban a „yak”, vagyis „gyújtsd fel”, miatt az egész egyszerre hangzik ölelésnek és pusztításnak. A dal szerint még ebben a sötét városban is eljön a reggel: „Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [Sem magány, sem szomorúság, ennek az éjszakának is van nappala]. De a falak közben egyre szűkebbnek érződnek, és a beszélő emlékeztet rá: „Sanma ki ölümsüzüm” [Ne hidd, hogy halhatatlan vagyok]. A „Yâr” [kedvesem, szerelmem] visszatérő megszólítás, amely a kemény városképek közé egy nagyon személyes hangot hoz.

V pesmi »Sar Bu Şehri« Canozan iz Turčije ustvari sanjski, nekoliko nevaren prizor mesta, iz katerega mora nekdo pobegniti. Govorec ne razume, zakaj so prizadeli njegovo »dete«: »Üzmüşler bebeğimi« [»Prizadeli so mojega otroka«]. Nato se pojavi nenavadna podoba osebe, ki med gledanjem v obraz nariše svojo sliko: »Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini« [»Ravno ko sem se zatopil v tvoj obraz, si narisal/-a svojo sliko«]. Beseda »yâr« pomeni ljubljeno osebo, nekoga dragega. Govorec jo prosi: »N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan« [»Prosim, pobegni in se reši iz tega kraja«].

Najbolj nenavaden in zabaven ukaz pride v refrenu: »Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak« [»Ovij to mesto in ga zažgi od začetka, dobro ga zažgi«]. Glagol sar lahko pomeni »ovij« ali »objemi«, yak pa »zažgi«, zato vrstica namerno zveni kot velikanski, skoraj filmski ukaz. Nad mestom se ponavlja še podoba Sonca in Lune: »Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay« [»Ko iščeš Sonce, te Luna ne neha zasledovati«]. Toda pesem ni brez izhoda. Pravi: »Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var« [»Ne osamljenost ne žalost, ta noč ima svoj dan«]. Tako se ob ozkih mestnih zidovih, »Bu şehrin duvarları dar« [»Zidovi tega mesta so tesni«], pojavi obljuba, da bo noči vendarle sledila svetloba.

En «Sar Bu Şehri», Canozan imagina una ciudad opresiva y una persona querida que necesita escapar. La canción empieza con desconcierto: «Anlamam nedenini» [No entiendo el motivo], porque alguien ha hecho sufrir a su «bebeğim» [mi bebé, una forma cariñosa de llamar a alguien]. Mientras el narrador la observa fijamente, esa persona «Çizmiş kendi resmini» [ha dibujado su propio retrato], una imagen curiosa que sugiere que está encerrada en su propia identidad o en su propia historia. Entonces llega la súplica: «N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan, yâr» [Por favor, huye y sálvate de esta tierra, mi amor]. Aquí, yâr es una palabra afectuosa para la persona amada, y diyar significa tierra o lugar.

El estribillo convierte la ciudad en algo que se puede incendiar desde los cimientos: «Sar, bu şehri en başından yak» [Rodea esta ciudad y quémala desde el principio], una orden exagerada y feroz para romper con todo. La luna persigue al sol, incluso cuando alguien intenta encontrarlo: «Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay» [Mientras busca el Sol, la Luna no lo deja]. Después, la letra recuerda que la noche también terminará: «Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var» [Ni la soledad ni la tristeza: esta noche tiene un día]. Pero no hay promesas de eternidad: «Sanma ki ölümsüzüm» [No creas que soy inmortal], y las paredes de la ciudad se vuelven cada vez más estrechas. Es una canción de huida, deseo y límites: salir de un lugar que aprieta antes de que el sueño se cierre por completo.

Dans « Sar Bu Şehri », Canozan imagine une nuit où quelqu’un veut fuir une ville devenue trop étroite. Le titre signifie « Enveloppe cette ville » ou, dans le refrain, « Embrase cette ville » : le verbe sar peut évoquer le fait d’entourer, tandis que yak signifie « brûle ». L’image est volontairement excessive et presque cinématographique : « Sar, bu şehri en başından yak » [« Embrase cette ville depuis le début »], puis « İyice yak » [« Brûle-la bien »]. La personne à qui le chanteur parle semble blessée : « Üzmüşler bebeğimi » [« Ils ont fait du mal à mon bébé »]. Il lui demande alors : « N’olursun kaç kurtar kendini bu diyardan » [« S’il te plaît, fuis, sauve-toi de ce pays »]. Ici, diyar désigne un endroit ou un territoire, avec une nuance un peu dramatique, comme si cette ville était devenue un monde fermé.

Le refrain oppose ensuite le Soleil et la Lune : « Güneş’i ararken peşini bırakmaz Ay » [« Alors que tu cherches le Soleil, la Lune ne te laisse pas »]. On peut entendre cette Lune comme une présence qui suit sans relâche, même quand on cherche la lumière. Pourtant, la chanson laisse une porte ouverte : « Ne yalnızlık ne hüzün, bu gecenin gündüzü var » [« Ni solitude ni tristesse : cette nuit a un jour »]. La nuit n’est donc pas sans fin. Mais le chanteur se reprend aussitôt : « Sanma ki ölümsüzüm » [« Ne crois pas que je suis immortel »], car « Bu şehrin duvarları dar » [« Les murs de cette ville sont étroits »]. Entre fuite, murs trop proches et rêve dont personne ne veut se réveiller, le texte avance comme une prière pressante adressée à un être cher.

I “Sar Bu Şehri” af den tyrkiske kunstner Canozan møder vi en fortæller, der ser en person, han kalder yâr, altså “min elskede” eller “min kære”. Han forstår ikke, hvorfor nogen har såret denne person: “Üzmüşler bebeğimi” [de har gjort min baby ked af det]. Billedet bliver næsten surrealistisk, da den elskede, mens fortælleren ser ind i ansigtet, “tegner sit eget billede” på det. Så kommer den direkte opfordring: “N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [vær sød at flygte og red dig selv fra dette sted]. Diyar betyder et land, område eller sted, så byen føles som et lukket sted, man må væk fra.

Omkvædet skruer helt op for dramaet: “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [omslut denne by og brænd den helt ned fra begyndelsen]. Det er en voldsom, næsten filmisk måde at ønske en ny start på. Månen følger solen, selv når man leder efter lyset: “Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [mens du leder efter solen, slipper månen dig ikke]. Samtidig er der et lille hul af håb i natten: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [hverken ensomhed eller sorg, denne nat har en dag]. Men fortælleren glemmer ikke sin egen skrøbelighed: “Sanma ki ölümsüzüm” [tro ikke, at jeg er udødelig], mens byens mure føles “dar” [snævre]. Sangen bevæger sig derfor mellem flugt, mørke og ønsket om, at natten faktisk får en morgen.

Canozan dziesmā „Sar Bu Şehri” pilsēta kļūst par šauru, smagu vietu, no kuras kāds tiek mudināts aizbēgt: „N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Lūdzu, aizbēdz un izglāb sevi no šīs zemes]. Uzrunātā persona ir „yâr” [mīļotais vai mīļotā], bet vārds diyar nozīmē zemi, novadu vai svešu pasauli. Sākumā ir apjukums un sāpes: „Anlamam nedenini / Üzmüşler bebeğimi” [Es nesaprotu, kāpēc; viņi ir sāpinājuši manu mazuli]. Tad parādās ļoti savāds tēls: brīdī, kad stāstītājs cieši ieskatās viņa vai viņas sejā, šī persona pati uzzīmē savu portretu. Tas skan kā sapņa aina, kur mīļotais vienlaikus tiek vērots un pats nosaka, kā sevi parādīt.

Dziesmas centrā ir Saule un Mēness: „Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [Meklējot Sauli, Mēness neatlaižas]. Saule šeit ir kaut kas meklēts, bet Mēness seko neatlaidīgi, tāpēc no šīs debesu ainas nevar vienkārši aizbēgt. Pēc tam nāk pārsteidzoši skarbs aicinājums: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Aptver šo pilsētu un sadedzini to no paša sākuma; kārtīgi sadedzini]. Sar var nozīmēt „aptver” vai „apņem”, bet yak ir „dedzini”, tāpēc rinda vienlaikus skan kā apskāviens un kā pilnīga pilsētas iznīcināšana. Tomēr nakts nav bezgalīga: „Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [Ne vientulība, ne skumjas; šai naktij ir diena]. Un, lai cik plaša šķistu šī drūmā aina, „Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar” [Nedomā, ka esmu nemirstīgs; šīs pilsētas sienas ir šauras].

Canozan målar upp en drömlik stad där någon har blivit sårad: “Üzmüşler bebeğimi” [de har gjort min älskling ledsen]. Berättaren försöker förstå varför, medan personen framför honom verkar försvinna in i sin egen bild: “Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini” [just när jag hade försjunkit i hennes ansikte / målade hon sin egen bild]. Ordet yâr betyder ungefär älskling eller käresta. När han säger “N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [snälla, fly och rädda dig själv från det här landet] låter staden som en plats man måste komma undan från, inte som ett tryggt hem.

Sedan blir bilderna ännu större och mer dramatiska. “Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [när du letar efter solen / lämnar månen dig inte] beskriver hur månen följer efter, trots att man söker ljus. Refrängen ber någon att bränna staden från början: “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [omslut och bränn den här staden från början / bränn den ordentligt]. Det är ett hårt och nästan filmiskt sätt att säga att allt måste börja om. Samtidigt finns en liten öppning: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [varken ensamhet eller sorg / den här natten har en dag]. Men väggarna är trånga, och berättaren påminner om att han inte är odödlig. Låten rör sig alltså mellan flykt, förstörelse och hoppet om att natten faktiskt tar slut.

V písni „Sar Bu Şehri“ od tureckého umělce Canozana se někdo snaží pochopit, proč byla jeho „bebeğim“ [moje miminko, můj miláček] zraněna: „Anlamam nedenini / Üzmüşler bebeğimi“ [Nechápu proč / ublížili mému miláčkovi]. Obraz je zvláštní a trochu filmový: zatímco se do něčí tváře úplně ponořil, ten člověk si na ni „nakreslil vlastní obraz“. Potom přichází naléhavá prosba: „N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan“ [Prosím, uteč a zachraň se z tohoto kraje]. Slovo yâr znamená milovaný člověk, miláček nebo milovaná osoba, takže nejde o formální oslovení, ale o důvěrné volání k někomu blízkému.

Nejsilnější je refrén: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak“ [Obejmi tento městský prostor a od začátku ho zapal / pořádně ho zapal]. Turecké şehir je město a diyar znamená kraj nebo země. Město tu působí jako místo, ze kterého není snadné uniknout: při hledání Slunce člověka stále pronásleduje Měsíc, „Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay“ [Když hledáš Slunce / Měsíc tě nepřestane pronásledovat]. Přesto píseň připomíná, že po této noci přijde den: „Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var“ [Ani samota, ani smutek / tato noc má svůj den]. A pak přijde střízlivé varování: nejsem nesmrtelný a zdi města se stahují. Je to píseň o útěku z tísnivého místa, o hledání světla a o snu, ze kterého se nikomu nechce probudit.

Em “Sar Bu Şehri”, Canozan cria uma cena de fuga e incêndio emocional. Alguém machucou sua “bebê” ou pessoa querida: “Üzmüşler bebeğimi” [Machucaram minha querida]. Enquanto ele se perde no rosto dela, ela “desenha o próprio retrato”, uma imagem estranha e bonita de alguém que talvez esteja se fechando em si mesma. Então vem o pedido urgente: “N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Por favor, fuja e salve-se desta terra]. Aqui, diyar significa terra, lugar ou mundo, e yâr [amada, pessoa querida] é uma forma poética de chamar alguém amado.

O refrão aumenta tudo até o absurdo: “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Envolva esta cidade e queime-a desde o começo / Queime-a bem]. A cidade parece sufocante, com muros estreitos, enquanto a pessoa procura o Sol e a Lua continua atrás dela: “Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [Enquanto procura o Sol / A Lua não a deixa em paz]. Ainda assim, a noite não é totalmente sem saída: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [Nem solidão nem tristeza / Esta noite tem um dia]. A canção fica nesse ponto intenso entre querer destruir a cidade inteira e acreditar que a escuridão acaba. Até a confissão “Sanma ki ölümsüzüm” [Não pense que sou imortal] lembra que, por trás das imagens enormes, existe alguém vulnerável tentando escapar.

Ever felt like you wanted to burn everything down and start over? That's the powerful feeling at the heart of 'Sar Bu Şehri' by the talented Turkish artist, Canozan. The song tells the story of someone watching a loved one suffer, feeling trapped in a city with 'narrow walls'. It’s a passionate plea for them to escape the source of their pain.

The lyrics use beautiful metaphors to describe this struggle. The person is 'searching for the Sun' (happiness) but is constantly followed by 'the Moon' (sadness). The singer's solution is drastic: 'Embrace, burn this city from the very beginning'. But even in this dark and intense emotion, there's a powerful message of hope. The song reminds us that no matter how dark things get, 'This night has a day', promising that a new, brighter beginning is always possible.

U ovoj pesmi Canozan iz Turske pravi neobičnu, pomalo filmsku scenu: neko je povredio „bebu“ ili voljenu osobu lirskog subjekta, a zatim je ta osoba „nacrtala svoj portret“ baš dok ju je on posmatrao. Zato dolazi molba: „N’olursun kaç kurtar kendini bu diyardan“ [Molim te, beži i spasi se iz ovog kraja]. Reč n’olursun je skraćeno, razgovorno „neka ti je volja“ ili jednostavno „molim te“, dok yâr znači voljena osoba, dragi ili draga.

Najzanimljivija slika je ponovljeni poziv: „Sar, bu şehri en başından yak, iyice yak“ [Spali ovaj grad od samog početka, dobro ga spali]. To nije miran savet, već dramatičan zahtev da se sve uništi i počne iznova. Dok osoba traži Sunce, Mesec je uporno prati, a grad sa svojim „uskim zidovima“ deluje kao mesto iz kog nema dovoljno prostora za bekstvo. Ipak, pesma ostavlja tračak izlaza: „Ne yalnızlık ne hüzün, bu gecenin gündüzü var“ [Ni samoća ni tuga, ova noć ima svoj dan]. Čak i usred mračne noći postoji jutro, mada lirski glas priznaje: „Sanma ki ölümsüzüm“ [Nemoj misliti da sam besmrtan].

In “Sar Bu Şehri”, Canozan porta l’ascoltatore dentro una scena notturna e inquieta. Qualcuno ha ferito una persona amata: “Anlamam nedenini / Üzmüşler bebeğimi” [“Non ne capisco il motivo / hanno fatto soffrire il mio tesoro”]. L’immagine successiva è curiosa e quasi cinematografica: “Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini” [“Proprio mentre ero immerso nel suo viso / ha disegnato il proprio ritratto”]. Poi arriva l’urgenza: “N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [“Ti prego, scappa e salva / te stesso da questa terra”]. Diyar significa un luogo o una terra, mentre yâr, ripetuto nel testo, è un modo poetico per dire “amato” o “persona cara”.

Il ritornello trasforma la città in qualcosa da bruciare e rifare da capo: “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [“Avvolgi, brucia questa città dall’inizio / bruciala per bene”]. Non è un’immagine tranquilla, e proprio per questo colpisce. Sopra la città ci sono anche il Sole e la Luna: mentre qualcuno cerca il Sole, “Peşini bırakmaz Ay” [“la Luna non lo lascia”]. La fuga non cancella però ogni ombra: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [“Né solitudine né tristezza / questa notte ha un giorno”]. Infine il narratore ricorda i propri limiti: “Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar” [“Non pensare che io sia immortale / le mura di questa città sono strette”]. È una canzone fatta di amore protettivo, fuga e immagini molto grandi, con una città soffocante che forse deve essere bruciata per lasciare spazio alla luce.

Canozano dainoje „Sar Bu Şehri“ pasakotojas kreipiasi į artimą žmogų, kurį kažkas įskaudino: „Üzmüşler bebeğimi“ [Jie įskaudino mano mažylį]. Jis nesupranta, kodėl taip nutiko, ir ragina mylimą žmogų bėgti iš šio krašto: „N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan“ [Prašau, pabėk ir išgelbėk save nuo šio krašto]. Žodis „yâr“ turkų dainose reiškia mylimąjį arba brangų žmogų. Yra ir keistas, įdomus vaizdas: vos tik pasakotojas įsistebeilija į to žmogaus veidą, šis „nupiešia savo portretą“. Skamba taip, lyg žmogus pats spręstų, kaip būti matomas.

Dainos centre sukasi Saulė ir Mėnulis: „Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay“ [Kai ieškai Saulės, Mėnulis tavęs nepalieka]. O priedainis tampa beveik pašėlusiu paliepimu: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak“ [Apimk šį miestą ir sudegink jį nuo pat pradžių, sudegink gerai]. Tai ne ramus pabėgimas, o noras iš naujo pradėti nuo nulio. Vis dėlto naktis nėra amžina: „Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var“ [Ne vienatvė, ne liūdesys, ši naktis turi dieną]. Miesto sienos ankštos, o pasakotojas prisipažįsta: „Sanma ki ölümsüzüm“ [Nemanyk, kad esu nemirtingas]. Dėl to daina skamba kaip skubus raginimas ištrūkti iš dusinančios vietos, net jei kelias prasideda nuo miesto sudeginimo vaizdinio.

În „Sar Bu Şehri”, Canozan folosește imagini de noapte și de evadare pentru a vorbi cu cineva rănit: „N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Te rog, fugi și salvează-te din ținutul acesta]. „Diyar” înseamnă aici un loc sau o lume apăsătoare, nu neapărat un oraș real, iar „yâr” este un cuvânt poetic turcesc pentru persoana iubită. Versurile spun că „mi-au întristat copilul” și descriu un chip asupra căruia cineva s-a aplecat, înainte ca acea persoană să-și „deseneze propriul portret”. Imaginea e ciudată și frumoasă, ca un vis care se scrie singur.

Refrenul devine mult mai aprins: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Înconjoară orașul și arde-l de la început / Arde-l bine]. Este o poruncă exagerată, aproape cinematografică, pentru a rupe legătura cu acest loc sufocant. Soarele este căutat, dar Luna nu pleacă din urmă: „Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [În timp ce cauți Soarele, Luna nu te lasă]. Apoi apar două avertismente simple: noaptea are și ea un răsărit, iar „nu sunt nemuritor”, în timp ce „zidurile acestui oraș sunt înguste”. Cântecul rămâne între dorința de salvare și senzația că pereții se apropie, ca într-un vis din care nimeni nu vrea, sau nu poate, să se trezească.

У «Sar Bu Şehri» Джанозан малює сцену втечі з тісного й болісного міста. Ліричний герой не розуміє, чому «Anlamam nedenini» [я не розумію причини], але бачить, що хтось засмутив його «bebeğimi» [мою дитину, мою крихітку]. Рядок «Tam yüzüne dalmışken / Çizmiş kendi resmini» [саме коли я вдивлявся в її обличчя, вона намалювала власний портрет] звучить трохи сюрреалістично, ніби ця людина раптом відгородилася власним образом. А прохання «N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan» [будь ласка, тікай, урятуй себе з цього краю] вже зовсім пряме. «Yâr» [коханий або кохана] тут є теплим звертанням до близької людини.

Найсильніша метафора пісні народжується зі світла й темряви: «Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay» [коли шукаєш Сонце, Місяць не відстає]. Сонце можна шукати як вихід, а Місяць невідступно тягнеться слідом. Потім звучить майже кінематографічний наказ: «Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak» [обійми це місто й спали його від самого початку, спали добре]. Герой не хоче прокидатися від цієї дивної мрії й каже: «Kim der ki, “Bu rüyadan uyan” / Ona uzat» [хто скаже: “Прокинься від цього сну”, простягни йому це]. Водночас він визнає власну смертність: «Sanma ki ölümsüzüm» [не думай, що я безсмертний], а стіни міста стають дедалі «dar» [вузькими, тісними]. Та в кінці ночі все ж є ранок: «Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var» [ні самотність, ні смуток, у цієї ночі є день].

Canozan fra Tyrkia lager her en drømmeaktig scene der noen har såret «bebeğimi» [babyen min, eller den jeg er glad i]. Fortelleren skjønner ikke hvorfor, og ber den andre om å flykte: «N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan» [Vær så snill, løp og redd deg selv fra dette landet]. Ordet «yâr» betyr kjæreste eller elskede, så dette høres ut som en direkte bønn til en nær person. Bildet av en som prøver å finne solen mens månen følger etter, «Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay» [Når du leter etter solen, lar månen deg ikke være], gir teksten en litt umulig, nattlig følelse.

Det mest dramatiske bildet kommer i omkvedet: «Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak» [Brenn denne byen helt fra begynnelsen, brenn den ordentlig]. «Şehir» betyr by, mens «yak» betyr brenn, så byen blir noe man vil utslette eller slippe fri fra. Samtidig sier sangen at «Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var» [Verken ensomhet eller sorg, denne natten har en dag], før den minner oss om: «Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar» [Tro ikke at jeg er udødelig, murene i denne byen er trange]. Det er en fin kontrast mellom håpet om en morgen og følelsen av å være fanget. Tittelen betyr omtrent «Brenn denne byen», og den store, litt overdrevne oppfordringen passer perfekt til en tekst som vil rømme fra trange vegger, mørke og et sted som ikke lenger føles trygt.

In “Sar Bu Şehri” van de Turkse artiest Canozan klinkt een dringende oproep aan iemand die vastzit in een benauwde stad. De verteller begrijpt niet waarom “ze mijn baby verdriet hebben gedaan” en ziet hoe die persoon, terwijl hij of zij volledig in een gezicht verdiept was, “zijn eigen portret heeft getekend”. Daarna volgt het directe advies: “N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Alsjeblieft, vlucht en red jezelf uit dit land]. Yâr betekent hier een geliefde of dierbaar persoon. Diyar is letterlijk een land of streek, maar klinkt in deze regel als een plek waar je weg uit moet.

De beelden worden steeds groter en vreemder: iemand zoekt de zon, maar de maan blijft hem of haar volgen. “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Omhels deze stad, steek haar vanaf het begin in brand / brand haar goed]. Dat is een opvallend heftige zin, alsof de stad volledig moet verdwijnen voordat er opnieuw begonnen kan worden. Toch is de nacht niet zonder uitweg: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [Geen eenzaamheid, geen verdriet / deze nacht heeft een dag]. De laatste waarschuwing maakt het persoonlijk: “Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar” [Denk niet dat ik onsterfelijk ben / de muren van deze stad zijn nauw]. Het lied beweegt zo tussen vluchten, opgejaagde liefde en de belofte dat zelfs deze nacht ooit licht krijgt.

Canozani laul „Sar Bu Şehri” viib kuulaja öisesse linna, kus keegi püüab oma „beebit” kaitsta pärast seda, kui talle on haiget tehtud. Laulja ei mõista põhjust: „Anlamam nedenini” [Ma ei mõista selle põhjust] ja näeb, kuidas teine inimene on endale lausa oma pildi joonistanud. Ta palub: „N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [Palun, põgene ja päästa end sellest paigast]. Sõna diyar tähendab siin maad või paika, mitte kindlat nimega linna, ning yâr on hell pöördumine armastatu poole, umbes „kallis”.

Kõige meeldejäävam pilt on Päikese ja Kuu tagaajamine: „Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [Kui otsid Päikest, ei jäta Kuu sind maha]. Seejärel tuleb suur ja veidi pöörane käsk: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [Mähi see linn algusest peale ümber ja põleta korralikult]. Samal ajal kinnitab laul, et ööl on ka päev olemas, kuid linnamüürid on kitsad ja laulja pole surematu: „Sanma ki ölümsüzüm / Bu şehrin duvarları dar” [Ära arva, et olen surematu / selle linna müürid on kitsad]. Nii jääb õhku unenäoline üleskutse sellest paigast põgeneda, isegi kui keegi küsib: „Kim der ki, ‘Bu rüyadan uyan’” [Kes ütleb: „Ärka sellest unenäost üles”].

„Sar Bu Şehri“ означава „Обгърни този град“ или, според продължението на текста, „Обгърни и изгори този град“. Песента започва с объркване и тревога: разказвачът не разбира защо са наранили неговото „бебе“, а докато се е взирал в лицето му, то е „нарисувало собствената си картина“. После идва настоятелна молба към любимия човек: „N'olursun kaç kurtar kendini bu diyardan“ [Моля те, бягай, спаси се от тази земя]. „Yâr“ [любими/любима] е нежно обръщение към любим човек, а „diyar“ означава земя или място, което тук звучи като град, от който трябва да се измъкнеш.

Най-силният образ е небесният: докато някой търси Слънцето, Луната не го оставя. След това припевът става почти като заклинание: „Sar, bu şehri en başından yak“ [Обгърни този град и го изгори от самото начало]. Градът е тесен и задушаващ, защото „Bu şehrin duvarları dar“ [Стените на този град са тесни], но нощта все пак има свое утро: „Ne yalnızlık ne hüzün, bu gecenin gündüzü var“ [Нито самота, нито тъга, тази нощ има свой ден]. Има и кратко напомняне за уязвимостта: „Sanma ki ölümsüzüm“ [Не си мисли, че съм безсмъртен]. Така текстът се движи между бягство, разрушаване на задушаващото място и надеждата, че дори най-тъмната нощ ще стигне до ден.

In „Sar Bu Şehri“ spricht jemand zu einem geliebten Menschen, der verletzt wurde: „Üzmüşler bebeğimi“ [Sie haben mein Baby, mein Liebes, verletzt]. Während dieser Mensch ganz in sein eigenes Gesicht vertieft ist, „Çizmiş kendi resmini“ [hat er sein eigenes Bild gezeichnet]. Dann wird der Ton dringlich: „N'olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan“ [Bitte, lauf weg und rette dich aus diesem Land]. Yâr bedeutet hier „Geliebte:r“ oder einfach „mein geliebter Mensch“. Es klingt wie der Rat, eine enge, bedrückende Umgebung hinter sich zu lassen.

Besonders schön und etwas verrückt ist das Bild von Sonne und Mond: „Güneş'i ararken / Peşini bırakmaz Ay“ [Während du die Sonne suchst, lässt der Mond dich nicht los]. Selbst auf der Suche nach Licht bleibt also etwas im Hintergrund. Danach fordert die Stimme: „Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak“ [Umarme diese Stadt, verbrenne sie von Anfang an, brenne sie gründlich nieder]. Ob „sar“ hier eher „umfasse“ oder „wickle“ heißt, bleibt im Text offen, doch zusammen mit „yak“ [verbrenne] entsteht ein radikales Bild: Diese Stadt soll nicht vorsichtig verändert, sondern komplett in Flammen gesetzt werden. Gegen Ende wird die Enge körperlich: „Bu şehrin duvarları dar“ [Die Mauern dieser Stadt sind eng], während die Nacht trotzdem einen Morgen hat: „Bu gecenin gündüzü var“ [Diese Nacht hat einen Tag].