Diyar betyder "egn" eller "land" og bruges ofte poetisk om et sted eller en fjern verden. I sangen står det i udtrykket "kendini bu diyardan", altså "dig selv fra denne egn", hvilket giver teksten en drømmende og lidt eventyrlig stemning.
I “Sar Bu Şehri” af den tyrkiske kunstner Canozan møder vi en fortæller, der ser en person, han kalder yâr, altså “min elskede” eller “min kære”. Han forstår ikke, hvorfor nogen har såret denne person: “Üzmüşler bebeğimi” [de har gjort min baby ked af det]. Billedet bliver næsten surrealistisk, da den elskede, mens fortælleren ser ind i ansigtet, “tegner sit eget billede” på det. Så kommer den direkte opfordring: “N’olursun kaç kurtar / Kendini bu diyardan” [vær sød at flygte og red dig selv fra dette sted]. Diyar betyder et land, område eller sted, så byen føles som et lukket sted, man må væk fra.
Omkvædet skruer helt op for dramaet: “Sar, bu şehri en başından yak / İyice yak” [omslut denne by og brænd den helt ned fra begyndelsen]. Det er en voldsom, næsten filmisk måde at ønske en ny start på. Månen følger solen, selv når man leder efter lyset: “Güneş’i ararken / Peşini bırakmaz Ay” [mens du leder efter solen, slipper månen dig ikke]. Samtidig er der et lille hul af håb i natten: “Ne yalnızlık ne hüzün / Bu gecenin gündüzü var” [hverken ensomhed eller sorg, denne nat har en dag]. Men fortælleren glemmer ikke sin egen skrøbelighed: “Sanma ki ölümsüzüm” [tro ikke, at jeg er udødelig], mens byens mure føles “dar” [snævre]. Sangen bevæger sig derfor mellem flugt, mørke og ønsket om, at natten faktisk får en morgen.