S'y faire er et fransk udtryk, der betyder at vænne sig til noget eller affinde sig med en vanskelig situation. I sangen gentages det ironisk og tragisk, fordi barnet får at vide, at det skal acceptere vold og smerte som noget normalt.
I “Dodo” bruger Stromae en vuggevise til at fortælle om et hjem, hvor vold og tavshed går i arv. “Dodo, l’enfant do” [Sov, lille barn] lyder først som en blid godnatsang, men ordene omkring den er alt andet end trygge: Faren slår moren, og barnet får at vide, at det skal tie stille og vænne sig til det. Senere bliver barnet også udsat for en voksens overgreb, mens det igen får besked på at tie. Den rolige gentagelse af “Bébé dormira” [Baby vil sove] gør kontrasten ekstra hård. Det er næsten uhyggeligt, hvor almindelig vuggevisens rytme lyder midt i alt det, der sker.
Teksten viser også, hvordan drengen lærer en giftig idé om mandighed: “Les grands hommes mâles ne pleurent pas” [Store, mandige mænd græder ikke], men slår i stedet deres kone og børn. Faren giver endda barnet skylden for volden, som om hans egen smerte retfærdiggør at føre den videre. Til sidst betyder søvnen noget langt mørkere end en lur. Først skal barnet sove, mens faren er væk, og senere kommer linjen “Enfin tu dormiras” [Endelig vil du sove] igen og igen. I denne sang bliver “dodo” derfor både en barnlig trøst og et billede på flugt fra et hjem, hvor ingen rigtig får fred.