Déraisonne kommer fra verbet déraisonner, som betyder 'at miste forstanden' eller 'at handle irrationelt'. Det er et stærkt og følelsesladet ord, der ikke ofte findes i hverdagssprog.
I sangen synger Indila: "Et si parfois je déraisonne, Ton absence est mon seul hiver" (Og hvis jeg nogle gange mister forstanden, er dit fravær min eneste vinter). Hun bruger ordet til at udtrykke den dybe fortvivlelse og forvirring, hun føler i sin elskedes fravær, hvilket gør det til et meget gribende og mindeværdigt udtryk.
I “Feuille D’automne” bruger Indila billedet af et efterårsblad til at fortælle om at vente på en, man holder meget af. Fortælleren ligger som “une feuille morte, échouée près de ta porte” [et dødt blad, der er skyllet hen nær din dør] og håber, at vinden snart rejser sig og giver hende kraft til at bevæge sig mod noget bedre. Årstiderne bliver en slags følelsesmåler: efteråret går langsomt, og den elskedes fravær er “mon seul hiver” [min eneste vinter]. Under et grædende piletræ drømmer hun om et bedre liv, men hun ved også, at hun må være stærk og vente lidt endnu.
Det fine er, at sangen ikke lader ventetiden blive helt mørk. Hun nynner, mens klokkerne ringer, og forestiller sig, at den kære person kommer tilbage: “Le printemps et l’été rayonnent” [foråret og sommeren stråler]. Når personen endelig er der, behøver hun ikke længere vente på nogen. Den sidste scene er næsten som at vågne efter en lang, kold nat: hun bliver vugget til daggry, og “il fait moins froid dehors” [det er mindre koldt udenfor]. Sangen bevæger sig altså fra et blad, der ligger stille ved en dør, til håbet om varme, bevægelse og et liv, hvor ventetiden er forbi.