Kinderspiel betyder bogstaveligt talt "barnespil" eller "børneleg". Det er et interessant ord, fordi det bruges metaforisk i sangen.
I sangen synger Dota Kehr: "Nun aber, da das Kinderspiel beendet, Begreifen wir, dass es der letzte war" (Men nu, da barnespillet er slut, forstår vi, at det var det sidste). Her refererer "Kinderspiel" til en uskyldig, måske naiv, fase af et forhold, der nu er forbi, og som de indser, var deres sidste chance.
I „Kurzer Epilog“ ser vi et forhold, der næsten kun består af tavshed, venten og stolthed. Den ene person siger stadig „Sie“ [De] helt til sidst, mens den anden svarer med „du“ [du], som om afstanden mellem dem både er sproglig og følelsesmæssig. Fortælleren lærer at vente og lide, men spørger ikke, da den anden taler om at gå fra hinanden. Imens griner fortælleren med andre og lader sig forkæle af uønskede komplimenter. Det er en lidt tragikomisk scene: Ingen siger det, de egentlig vil sige. Fortælleren spiller kølig, men indrømmer, at et eneste lille tegn fra den anden ville have fået dem til at følge efter „in die Unendlichkeit“ [ind i evigheden].
Så kommer sommeren som et minde om noget stort og klart, der blev spildt „mit dummer Hand“ [med en dum hånd]. Da legen mellem dem er forbi, forstår de, at det var den sidste sommer, de havde sammen. Og lige efter afskeden begynder det at regne. Den sidste tanke er enkel og hård: Man møder aldrig igen de mennesker, som var bestemt til én. Dota Kehr og Rainald Grebe giver dermed plads til en fortælling om to mennesker, der havde tid til at tale, men lod ære, kulde og stilhed tale for sig.