Anbeginn betyder "begyndelse" og bruges ofte poetisk om selve tidernes eller livets begyndelse. Det er et højtideligt og sjældent ord, som giver teksten en næsten skæbneagtig stemning.
I sangen synger Dota, at den kraft, der har forenet de elskende fra begyndelsen, en dag også vil adskille dem. Ordet gør kærligheden større og mere tidløs end en almindelig forelskelse.
I denne tekst prøver en jeg-person at komme helt tæt på sin elskede: “Lass mich das Pochen deines Herzens spüren” [Lad mig mærke dit hjertes banken]. Hun vil høre hans hjerte, så hun slipper for at høre sit eget slå. Hun beder ham åbne “all die geheimen Türen” [alle de hemmelige døre], mens hendes egne døre lukkes af en slå. Det er et stærkt billede på en person, der længes efter nærhed, men ikke kan sige sin kærlighed direkte. Ordene “Ich kann es, Liebster, nicht im Wort bekennen” [Jeg kan ikke bekende det med ord, min elskede] siger det ligeud, og tårerne bliver heller ikke grædt ud.
Sangen bliver mere mørk, da den siger, at den kraft, som har forenet dem fra begyndelsen, også vil skille dem på den sidste dag. Kys bliver en måde at drukne smerten på, mens hemmeligheden bæres “wie ein Kind” [som et barn], noget sårbart, man passer på. Til sidst kommer titelbilledet: “Ich bin ein Blatt, zu früh vom Baum gerissen” [Jeg er et blad, der blev revet for tidligt af træet]. Et blad, der er revet løs før tiden, har mistet sit fæste og kan ikke selv bestemme, hvor vinden fører det. Derfor føles spørgsmålet “Ob alle Liebenden so einsam sind?” [Mon alle elskende er så ensomme?] både enkelt og meget stort.