Eigenarten betyder 'særegenheder' eller 'ejendommeligheder'. Det er et interessant ord, fordi det refererer til de unikke og ofte finurlige træk, der gør en person til den, de er.
I sangen synger Max Raabe om at gennemskue hinandens "Eigenarten" – både de skæve og de smukke. Det viser en dyb forståelse og accept af partnerens personlighed, hvilket er et smukt og modent tema i en kærlighedssang.
I „Ans Herz Geh’n“ beder fortælleren den anden om at komme lidt tættere på: „Willst du mir nicht ans Herz gehen?“ [Vil du ikke gå mig til hjertet?] Udtrykket betyder her at betyde meget for nogen, ikke at gå fysisk hen til et hjerte. Et kram skal give varme igen, mens fortælleren spørger, om den anden kan se hans eller hendes smerte. Den lidt sjove linje „Mein Glück macht Inventur“ [Min lykke gør status] lyder næsten som et kontor, der tæller alt op, men pointen er enkel: lykken bliver undersøgt, og fortælleren har brug for ikke at blive ladt alene.
Sangen handler om den tryghed, der kommer, når to mennesker kender hinanden helt, også deres „Eigenarten“ [særheder]. De gennemskuer både de skæve og de smukke sider, skænderierne og forsoningen, og de holder fast i hinanden, fordi tilliden er stærk. „Der Rest ist mir egal“ [Resten er ligegyldig] er en kontant erklæring: Hvis du lader mig være, som jeg er, og jeg lader dig være, som du er, så er det vigtigste allerede på plads. Til sidst bliver titlen til en direkte kærlighedserklæring: „Weil du mir ans Herz gehst“ [Fordi du går mig til hjertet].