Naufragio betyder bogstaveligt talt "skibbrud". Det er et stærkt og dramatisk ord, som man ikke hører i sange hver dag.
I denne sang bruger ZAZ det metaforisk til at beskrive at være fortabt i en strøm af følelser. Hun synger om "le naufrage d'un sentiment" (skibbruddet af en følelse), hvilket skaber et levende billede af at være fuldstændig overvældet af sine følelser. Denne poetiske brug gør det til et virkelig mindeværdigt ord.
Har du nogensinde følt dig fuldstændig usynlig midt i et tætpakket rum? Det er præcis den følelse, franske ZAZ giver en stemme her. Sangen åbner med et billede af en person, der som en gal kaster tomme flasker i havet og håber på svar: "S.O.S. Écrit avec de l'air" (S.O.S. skrevet med luft). Teksten kredser om en lammende ensomhed, hvor man prøver at overdøve sin egen nød ved at kaste sig ud blandt andre mennesker: "Je me saoule avec le bruit / Des corps qui m'entourent" (Jeg beruser mig i larmen fra kroppene, der omgiver mig). Men folk omkring opfatter intet; de fletter sig sammen som lianer uden at fatte det råb om hjælp, der bliver sendt ud.
Midt i al afmagten nægter fortælleren dog at gå helt til bunds. Der er en vild vilje til at overleve, for man samler skårene op: "J'ai recollé tous les morceaux" (Jeg limede alle stykkerne sammen igen). Linjen "Contre le passé y'a rien à faire" er ren, tør fransk realisme: man kan ikke ændre fortiden. I stedet må vi finde nye forbilleder og kigge fremad, for som ZAZ synger: "le plus beau reste à faire" (det smukkeste mangler stadig at blive gjort). Selvom flaskeposterne skyller op som stjernesten mod klipperne, bliver man ved med at råbe mod himlen.