Надр [nadr] betyder de indre dybder eller afkroge og bruges ofte poetisk om noget skjult i mennesket. I sangen optræder det i udtrykket «душевних надр» [dushevnykh nadr], altså "sjælens indre dybder", hvorfra en fjern klang eller følelse pludselig dukker op. Det er et sjældent og billedrigt ord, som giver teksten en mystisk og nostalgisk stemning.
Jerry Heil og Volodymyr Dantes giver os en forelsket og lidt kaotisk scene, hvor kys bliver både trøst og læbepomade: „Я ховаю губи у губах“ [Jeg gemmer mine læber i læber]. Fortælleren siger, at læberne er tørre af vinden, mens hans hoved langsomt „їде“ [kører af sporet]. Udtrykket „в мене поступово їде дах“ betyder ikke, at et tag bogstaveligt flytter sig, men at han er ved at miste forstanden. Sammenligningen med et gammelt sommerhus et sted i Sumy-regionen gør billedet jordnært og lidt komisk. Imens drikker den anden person mousserende vin med hvem som helst og efterlader spor af sit DNA hos kvinderne i fortællerens by. Det er en flot, men også ret fræk måde at sige, at personen flirter og går videre.
Der er også en tydelig afstand mellem dem. De siger ingenting, og den ene har lagt en grænse mellem dem. Minderne dukker alligevel op som en „двадцять п'ятий кадр“ [25. billede], en filmisk idé om et kort, næsten umærkeligt billede, der pludselig viser sig midt i en film. Her er det berøringen af hænder mod halsen, der vender tilbage. Til sidst bliver bruddet helt konkret: Den ene tager alle de varme følelser med sig og efterlader ikke engang et telefonnummer, men forsvinder „як геолокація Житомира“ [som Zhytomyrs geolokation]. Den sidste sammenligning er absurd og sjov på en tør måde: ikke bare personen, men selve placeringen er væk.