Aurora betyder "morgenrøde" eller "daggry" og beskriver det lys, der viser sig på himlen, når natten er ved at slutte. Det er et poetisk og billedrigt ord, som ikke bruges i hverdagssprog så ofte.
I sangen bliver auroraen synlig i natten, hvilket skaber et stærkt billede af håb og klarhed midt i mørket: Man kan først se lyset, når man har været igennem mørket.
I “Aurora” af den brasilianske kunstner Jão bliver kroppen næsten et sted, man kan træde ind i: “Entre no meu corpo” [Træd ind i min krop]. Personen beder den anden om at være både vand og ild og siger helt enkelt: “Eu só quero ser feliz de novo” [Jeg vil bare være lykkelig igen]. Der er også en sjov, vild modsætning i “Sou a presa, sou o lobo” [Jeg er byttet, jeg er ulven]. Personen er altså både den, der jages, og den, der jager. Samtidig prøver kroppen selv at vise vej: “Porque meu corpo diz as coisas / Que eu preciso saber” [Fordi min krop siger de ting, jeg har brug for at vide].
Sangen bevæger sig gennem nat, storm og afstand. “Quando o sol sair à noite” [Når solen står op om natten] er et umuligt billede, som passer til en person, der vil langt væk, før verden giver mening igen. Hvis personen ikke kommer tilbage i morgen, beder han eller hun den elskede om at vente. Linjen “O tempo não erra” [Tiden tager ikke fejl] lyder som en beslutning om at stole på det, der sker. Det mest spændende billede kommer til sidst: “Na noite é que você / Consegue ver a aurora” [Det er om natten, du kan se daggryet]. Her bliver aurora et lys, der først kan ses, når alt omkring dig er mørkt. Og med våde fødder ved vejkanten, mens stormen fører personen hjem, føles rejsen både konkret og drømmeagtig.