Pustkowiu betyder 'ødemark' eller 'vildnis'. Det er et stærkt og billedskabende ord, der ikke ofte findes i hverdagssange.
I sangen bruges det til at beskrive et dystert og isoleret sted, hvor 'døden bor'. Dette ord skaber en intens atmosfære og understreger følelsen af ensomhed og fortvivlelse, hvilket gør det meget mindeværdigt og relevant for sangens tema.
I „Nieznajomy” („Den fremmede”) taler fortælleren til en person, han ikke kender, men som virker tæt forbundet med hans egen fremtid eller samvittighed. Han spørger: „Czy zdążę jeszcze wrócić?” [Kan jeg stadig nå at vende tilbage?] Vejen hjem er næsten forsvundet under tiden, og udenfor ligger der en mærkelig stilhed, „før stormen”. Den tavse fremmede bliver stående, mens dagen bliver til sort nat, og fortælleren spørger, om det hele kun er en drøm. Det er et stærkt og lidt uhyggeligt billede: Han står alene i et øde sted og prøver at få svar fra en person, der ikke siger ét ord.
Så bryder verden sammen helt bogstaveligt. Væggene styrter sammen, ruder splintres, og han falder gennem alle sine tidligere fejl. Han ser ansigter fulde af skuffelse og indrømmer, at han har løjet mere, end han ønsker at sige højt. Derfor er han nu alene og spørger den fremmede: „czy widzisz to co ja?” [ser du det, jeg ser?] Senere beskriver han sig selv som tilsyneladende ærlig, men ikke så ærlig som nu, mens han stadig sidder fast i den samme trætte frygt, selv blandt andre mennesker. Til sidst siger han: „Żegnaj, nieznajomy” [Farvel, fremmede] og vil ikke længere have den fremmedes råd. Det gør slutningen hård og interessant: Måske søger han sandheden, men da den kommer for tæt på, skubber han den væk.