Épris betyder 'forelsket' eller 'betaget'. Det er et smukt og poetisk ord, der beskriver en dyb og lidenskabelig kærlighed.
I sangen bruges det til at beskrive både en ung mands forelskelse og Paris' egen kærlighed til sin gamle by. Det giver en romantisk og tidløs følelse til teksten, som er meget karakteristisk for fransk sangskrivning.
Yves Montands “Sous le ciel de Paris” fører os gennem Paris fra morgen til aften. Under byens himmel flyver en ny sang op, født i hjertet på en ung mand, mens forelskede par går rundt og bygger deres lykke til dens melodi. Ved Bercy-broen sidder en filosof, et par musikere og nogle forbipasserende, før tusindvis af mennesker begynder at synge om deres kærlighed til den gamle by. “Paname” er et uformelt kælenavn for Paris, så linjen om, at alt kan ske i Paname, lyder både charmerende og lidt fræk.
Sangen blander hverdagsliv og eventyr: Notre-Dame kan gemme på et drama, en harmonika fra en bådsmands båd bringer håb, og sommerens solstråler får det hele til at blomstre. Det mest finurlige billede kommer til sidst: Himlen over Paris er forelsket i Île Saint-Louis, en ø i Seinen, og tager en blå dragt på, når øen smiler. Når det regner, er himlen ulykkelig eller jaloux på sine millioner af elskere, så den larmer med torden. Men den er ikke sur længe. For at sige undskyld giver den Paris en regnbue.