Strandkorb er en særlig tysk strandstol med høj ryg og sider, som beskytter mod vind og sand. I sangen dukker den op i et nostalgisk sommerminde ved Østersøen, hvor fortælleren forestiller sig at sidde med den anden i armene. Det er et levende og kulturelt specifikt ord, som man ikke møder i alle sange.
I “Nicht So Schnell” (“Ikke så hurtigt”) står fortælleren fast i venteposition. Han ved ikke længere, hvor længe han har stået der, og dagene bliver kortere, fordi personen, han venter på, ikke er kommet tilbage. Han siger, at det er til at holde ud, når andre spørger, men indrømmer også: “Von mir aus bleib ich ewig” [For min skyld bliver jeg her for evigt]. Det er en ret voldsom måde at sige, at han ikke har lagt nogen plan for livet uden hende. Han håber stadig, at hun måske skifter mening, selv om han samtidig siger: “Du sollst dich nicht verändern” [Du skal ikke forandre dig].
Det stærkeste billede er hjertet, der ligger på is. “Es schlägt mit der Zeit immer langsamer” [Det slår langsommere og langsommere med tiden], men hjertet lever stadig, griner og danser, bare “nicht so schnell” [ikke så hurtigt]. Han tænker tilbage på foråret ved Ostsee, altså Østersøen, med en strandstol og hende i armene. Andre hvisker, at han spilder sin tid, men han bliver måske kun væk et øjeblik, så hun kan nå at komme forbi. Det er både romantisk og en smule stædigt på den måde, hvor man holder døren åben, selv om kulden allerede har sat sig i hjertet.