Infortune betyder "ulykke" eller "modgang". Det er et mere formelt og poetisk ord for ulykke, som man ikke hører hver dag i moderne fransk.
I sangen synger Indochine "Je me suis dit quelle infortune" (Jeg sagde til mig selv, hvilken ulykke), hvilket understreger følelsen af skæbnesvanger modgang og uheld. Det giver sangen en melankolsk og reflekterende tone.
I denne sang vender fortælleren sig mod månen med spørgsmål, som om den kunne vide, om den elskede stadig vil have ham. Han viser den sine “brûlures” [forbrændinger eller sår], men månen griner af ham. Det er både trist og lidt absurd: Månen bliver en kølig, ubrugelig rådgiver, som svarer: “j'ai pas l'habitude de m'occuper des cas comme ça” [jeg plejer ikke at tage mig af den slags tilfælde]. Selv solen ved ingenting, og himlen ser heller ikke særlig lovende ud.
Mellem fortælleren og den anden person har der været stor sikkerhed, men også en aftale om, at det måske bare var et eventyr, som ikke ville vare. Nu står han tilbage med få ord, ingen rigtig vittighed og en vane med altid at forestille sig det værste. Selv det bedste gør ondt, fordi håbet i sig selv føles farligt. Den gentagne linje “si tu voulais encore de moi” [om du stadig ville have mig] gør sangens spørgsmål helt enkelt og ubesvaret: Han vil vide, om forholdet kan fortsætte, men månen kan ikke hjælpe ham.