Лицедей betyder 'skuespiller' eller 'mimiker', men det bærer ofte en konnotation af en, der foregiver eller er hyklerisk, snarere end en professionel skuespiller.
I sangen synger Boris Grebenshchikov: "И никто мне не скажет, что я лицедей" (Og ingen vil fortælle mig, at jeg er en skuespiller/hykler). Han bruger ordet til at udtrykke et ønske om at leve et autentisk liv, fri for andres domme om, at han blot spiller en rolle eller foregiver at være noget, han ikke er. Det er et poetisk og tankevækkende ord, der går ud over den simple oversættelse.
„Заповедная песня“ kan læses som en sær, fri fantasi om at slippe de pæne regler for, hvordan et menneske bør leve. Jeget beder naturen om „Отчини мне, природа, стакан молока“ [„Natur, luk et glas mælk op for mig“], endda mælk fra mystiske stjerner. Derefter vil han „пустить с молотка свой умственный рост“ [„sælge sin intellektuelle udvikling på auktion“]. Det er et humoristisk billede på at opgive fine tanker og høje ambitioner for noget mere enkelt og eventyrligt.
I landsbyen bygger han en enorm seng til alle hestene, løber rundt som en gråskægget mand med en fløjte og nægter at være en „лицедей“ [„skuespiller eller hykler“]. Selv døden bliver mærkelig og næsten hyggelig: Når den kommer for at sove hos ham, siger den „еще“ [„mere“], igen og igen, og han svarer med et glædeligt „hurra“. Til sidst beder han englene om ikke at straffe ham, fordi nogen jo må forstå skønheden helt ned i dybden, fra Moskva til de mystiske stjerner. Det er en sang med heste i sengen, mælk fra verdensrummet og en død, der ønsker en ekstra omgang. Netop den blanding af fjollethed og alvor gør den så charmerende.