Escombros betyder "murbrokker" eller "ruiner" og er et levende, dramatisk ord, som ikke optræder i alle sange.
I sangen beskriver det, hvordan jeget bevæger sig gennem ødelæggelserne, men det kan også forstås billedligt som alle de forhindringer og rester fra fortiden, man må igennem for at finde sig selv.
I denne sang beder fortælleren nogen om at tage ham med, næsten uden tid til at tænke: „Leva-me contigo“ [Tag mig med dig]. Han vil væk fra sig selv, fra sin fortid og fra alt det, han føler sig fanget i. Billedet er dramatisk: Han vil føres „entre balas e estilhaços“ [mellem kugler og splinter], gennem ruiner og mod vinden, som om han ved, hvor han skal hen, selv om han egentlig ikke gør. Den gentagne linje „Leva-me de mim“ [Tag mig væk fra mig selv] er sangens mest direkte ønske. Det handler ikke kun om at rejse til et andet sted, men om at slippe for den person, han hidtil har været.
Der er også noget stædigt og næsten eventyrligt i hans håb. Når de er kommet gennem murbrokkerne, vil de selv „ditar nós a lei“ [bestemme loven], og han siger, at han endelig vil blive „o que nunca fui“ [det, jeg aldrig har været]. Han ved ikke, om vejen går „além do sol poente“ [på den anden side af solnedgangen] eller „aquém“ [på denne side], for stedet er ligegyldigt, så længe han er i sikkerhed for sig selv. António Zambujo og Miguel Araújo giver dermed plads til en længsel, der både er alvorlig og lidt stædig: Bare tag mig med nu. Hvorhen? Det finder vi ud af undervejs.