Boiadeira er et brasiliansk portugisisk ord for en kvinde, der arbejder med kvæg, og kan også oversættes poetisk som "cowgirl". I sangen forestiller fortælleren sig deres fremtidige datter som a filha boiadeira, en pige fra livet på landet blandt kvæg og natur, hvilket giver ordet en stærk brasiliansk og kulturel klang.
Har du nogensinde ligget og kigget op i loftet og tænkt: Hvad nu hvis? Det er præcis det scenarie, den brasilianske sangerinde Ana Castela tager fat på i sertanejo-hittet "Nosso Quadro". Hun synger om en kærlighed, der sluttede for tidligt – som et ufuldendt album eller et afsnit af en serie, der aldrig udkommer: "Um episódio que nunca vai ser lançado / Um álbum incompleto" (Et afsnit, der aldrig bliver udgivet / Et ufuldstændigt album). I stedet for vrede eller bitterhed sidder hun tilbage med saudade – den særlige portugisiske følelse af dyb længsel og vemod – og en ærgrelse over, at tiden bare ikke var på deres side: "O tempo não foi tão legal com nós dois / Podia ter sido, mas não foi" (Tiden var ikke så sød ved os to / Det kunne den have været, men det var den ikke).
Teksten er fuld af sjove og meget konkrete detaljer fra hendes fantasi om det liv, de aldrig fik sammen på landet. Bryllupsbilledet i kirken ("nosso quadro casando na igreja") kommer aldrig op at hænge i virkeligheden. Det findes kun i hendes hoved, ligesom drømmen om at drive kvæg sammen ("tocando o gado"), få en lille cowgirl-datter ("a filha boiadeira") og leve livet ude i busken ("vida no mato"). Hun husker tilbage til slutningen af 2017, hvor hun startede på tandlægestudiet ("Odonto"), han læste til dyrlæge ("Vet"), og hans cowboy-skjorte lå i hendes pickup-truck ("caminhonete"). Selv hendes far spørger stadig håbefuldt, om han mon snart skal være morfar! Det er en ærlig erkendelse af, at noget godt stadig kan have været ægte kærlighed, selvom det ikke varede hele livet ud.