Lichterloh betyder "i lys lue" eller "i flammer". Det er et stærkt og billedligt udtryk, der sjældent bruges i hverdagssprog, hvilket gør det mindeværdigt.
I sangen bruges det til at beskrive sømandens hjerte, der "brænder lichterloh" – altså brænder med en intens og lidenskabelig flamme, trods afskeden og det salte hav. Det fanger den stærke følelse af eventyrlyst og kærlighed til havet, som er central for sangens tema.
„Santiano“ er en sømandsvise med fuld fart fremad. Fortælleren siger farvel til sin pige, selv om afskeden gør ondt: „Der Abschied fällt schwer, sag mein Mädchen ade“ [Det er svært at sige farvel, sig farvel, min pige]. Tårerne er „salzig und tief wie das Meer“ [salte og dybe som havet], men hans sømandshjerte brænder stærkt. „Leinen los“ [kast fortøjningerne] og „volle Fahrt“ [fuld fart] er konkrete ordrer om at løsne skibet og sejle af sted. „Santiano“ fungerer som sangens råb på dækket og giver omkvædet en festlig, næsten sørøveragtig energi.
Målet er ikke en bestemt havn, men horisonten og det åbne hav. Mandskabet vil sejle ligeud, når havet kalder, og nå frem, „wo der Mond versinkt“ [hvor månen går ned], før dagen begynder. Fortælleren vælger friheden frem for et hjem og penge: „Unser Schloss ist die ganze Welt“ [vores slot er hele verden], mens „unsere Decke ist das Himmelszelt“ [vores loft er himmelhvælvingen]. Det er stort sagt, næsten lidt overmodigt, men netop derfor passer det så godt til den gentagne kommando: „Segel hoch, volle Fahrt Santiano“ [sejlene op, fuld fart, Santiano].