Débrancher betyder bogstaveligt "at frakoble" eller "at tage stikket ud". I sangen bruges det billedligt i ønsket om at "débrancher les villes", altså at koble sig fra byernes larm og det moderne samfund for at finde tilbage til naturen og håbet.
Det er et levende og mindeværdigt udsagnsord, fordi det gør idéen om at flygte fra hverdagen til et konkret billede: Man tager simpelthen stikket ud.
I “L’espoir” taler en person til en, der afviser kærlighedsord og siger, at man bør leve uden at tænke på i morgen. Alligevel holder denne person fast i, at man har ret til lykke: “On a le droit au bonheur” [Vi har ret til lykke]. Ordene om ikke at have en bog på hylden og ikke kende sit eget navn eller sin far giver sangen en følelse af rodløshed, mens billederne af ørkenen og havets dyb gør beundringen helt overvældende: “Je n’ai rien connu d’aussi beau que toi” [Jeg har aldrig kendt noget så smukt som dig]. Det er en stor kompliment, næsten så stor at den kunne få selv en ørken til at rødme.
Håbet bliver til et konkret sted ved havet, hvor “le projet, c’est l’espoir” [projektet er håbet]. Personen drømmer også om at koble byerne fra, finde et træ et sted og nå over på den anden bred. Det lyder enkelt, men også som et oprør mod et liv, der er blevet for kunstigt og ensomt. Til sidst kaldes dette for den sidste chance, før barndommen forsvinder, og de to beskrives som “deux coeurs solitaires” [to ensomme hjerter], der håber i mørket. Sangen blander derfor ømhed, flugt og en stædig tro på, at lykken stadig kan findes et sted ved havet.