Atlas betyder det samme på dansk, men ordet har en dobbelt betydning: Det kan være en bog med kort, og i den græske mytologi var Atlas titanen, der bar himmelkuglen på sine skuldre. I sangen bruges det billedligt om en person, der bærer hele den andens verden og ansvar, hvilket gør ordet både poetisk og mindeværdigt.
I “Atlas” synger Pommelien Thijs om at bære et andet menneskes verden, næsten som om man selv er den græske titan Atlas. Når den anden siger, “Noemde mij je atlas” [kaldte mig din Atlas], bliver det tydeligt, at fortælleren har taget et enormt ansvar på sig. Hun flytter bjerge, samler vand i hånden og bringer det til havet, mens kystlinjen langsomt forandrer sig. Det er store, næsten umulige handlinger for en kærlighed, der ikke bliver båret tilbage. Linjen “Je wereld op mijn schouders, nooit andersom” [din verden på mine skuldre, aldrig omvendt] siger det helt direkte.
Det interessante er, at fortælleren godt ved, at forholdet er tungt, men stadig holder fast: “Ik wist dat het zwaar was, niet dat het niet waar was” [jeg vidste, det var tungt, ikke at det ikke var ægte]. Hun sælger sine ting og bygger paphuse for at tro på, at det kunne lykkes. Billederne er både ømme og lidt desperate, især når hun siger, at hun ville brække begge ben, hvis den anden bad om det. Men den anden har allerede sagt, at det er slut, og opfører sig som om forholdet ikke betød noget. Derfor føles “Sorry dat ik jou nog op handen draag” [undskyld, at jeg stadig bærer dig på hænder] næsten bittert: Hun ved, at hun giver for meget, men hun kan endnu ikke lægge byrden fra sig.