Castiço betyder 'ren' eller 'ægte', ofte brugt til at beskrive noget, der er typisk for et bestemt sted eller en kultur, uden fremmede påvirkninger.
I sangen synger Os Quatro E Meia, "o meu fado é castiço, é mestiço" (min skæbne er ren, den er blandet). Dette skaber en interessant kontrast, hvor ordet 'castiço' fremhæver en dyb, autentisk forbindelse til rødderne, selvom den også er 'mestiço' (blandet), hvilket afspejler den portugisiske identitet som en blanding af mange kulturer.
I “Quem Me Vê” siger fortælleren, at et menneske aldrig kan forstås ved første blik. Man ser måske “o olhar da minha mãe” [min mors blik], som hun selv arvede fra sin far, eller “o meu pai neste meu jeito de ser” [min far i den måde, jeg er på]. Familien lever videre i hans blik, væremåde og personlighed, helt tilbage gennem generationerne. Det er en fin, næsten drilsk tanke: Når nogen ser ham, ser de faktisk mange andre mennesker med på samme tid.
Omkvædet gør identiteten endnu større: “Sou um pouco da essência de tanta gente” [jeg er lidt af så mange menneskers væsen]. Han beskriver sig selv som en blanding af ting og steder, og kalder sit “fado” for “castiço” [ægte, med stærk lokal karakter] og “mestiço” [blandet]. Her betyder “fado” både hans skæbne og den portugisiske idé om det, der former ens liv. Senere dukker “a serra do avô do meu avô” [bjergene fra min oldefars bedstefar] op, sammen med en forfader, der drog fra land til land og fra krig til krig. Det er ikke en komplet slægtsfortælling, men en række billeder af arv, vandring og blandede rødder. Derfor bliver gentagelsen af “Tal como era o meu avô” [ligesom min bedstefar var] næsten som et varmt svar på sangens første spørgsmål: Man er mere end det, andre kan se.