Baladin er et interessant ord, der refererer til en gøgler, en omrejsende musiker eller en skuespiller. Det er et ord, man ikke ofte støder på i hverdagssprog eller i mange sange.
I sangen synger Garou om "mes idées de baladin" (mine gøgler-idéer), hvilket antyder en vis frihed, ubekymrethed eller måske endda en legende, uforudsigelig side af hans personlighed. Det giver et unikt indblik i hans tanker og følelser, hvilket gør det til et mindeværdigt og spændende ord at lære.
„À toi“ betyder „til dig“, og Garou, den canadiske sanger, bruger udtrykket som en kærlig skål for et helt forhold. Han hylder kvinden, som hun er nu, den lille pige hun var, hendes fortid, fortrydelser og tidligere „princes charmants“ [charmerende prinser, altså tidligere elskere]. Samtidig indrømmer han sine egne mindre pæne sider: vrede uden klar grund, tavshed og „mes trahisons“ [mine svigt]. Det gør teksten varm, men også lidt fræk og ærlig. Kærligheden er ikke fejlfri, og det er netop pointen.
Omkvædet løfter glasset for „la vie, à l’amour“ [livet, kærligheden], deres nætter og dage og „l’enfant qui viendra“ [det barn, der kommer], som skal ligne dem begge. Til sidst bliver „à toi“ til „à nous“ [til os]: til minderne, de endnu skal skabe, deres håb, illusioner og næste første stævnemøde. Linjen „à la santé de cette vieille terre qui s’en fout“ [skål for denne gamle jord, som er ligeglad] er en sjov, jordnær kontrast til de store kærlighedsløfter. Sangen føles derfor som en romantisk skål med plads til fortid, fejl, fremtid og alle de forelskede, der er „comme nous“ [som os].