Gabbiano betyder 'måge'. Det er et smukt og poetisk ord, der ikke er et hverdagsord, men som alligevel er let at huske.
I sangen bruges ordet til at beskrive, hvordan hovedpersonen forestiller sig, at hun kom til verden: "Un passaggio da un gabbiano, ti ha posata su uno scoglio ed eri tu" (En tur med en måge, den satte dig på en klippe, og det var dig). Det skaber et drømmende og idyllisk billede, der er centralt for sangens stemning.
Fabio Concato fortæller om en person, der er født et sted med sol, hav og en klippe, man kan springe i vandet fra. Hun har også solen inden i sig: “E quel sole ce l’hai dentro il cuore” [Og den sol har du inde i hjertet]. I maj bliver en blomst født på klippen, og sangen lader blomsten være et varmt billede på hende. Det hele føles som et sommerminde, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi er dejligt uklar.
Fortælleren kan ikke helt huske, om hun blev født på stranden eller hjemme hos hans bror. Den detalje er både sød og lidt morsom. Han forestiller sig, at hun så dem fra himlen, prøvede at komme ned og blev båret af en måge, som satte hende på klippen. Senere sidder de på en tom strand, og hun siger: “Stammi vicino e tienimi la mano” [Bliv tæt på mig og hold mig i hånden]. Med mågen, majvarmen og blomsten bliver hendes ankomst til en lille eventyrscene, fortalt med barnlig fantasi og stor ømhed.