찌릿찌릿 er et onomatopoietikon, der beskriver en prikkende, sitrende eller elektrisk fornemmelse. Det er et levende og sjældent ord, der fanger opmærksomheden.
I sangen bruges det til at beskrive den elektriske energi og spænding, der opstår, når SEVENTEEN optræder, og hvordan deres musik spreder sig som et lynnedslag. Det giver en følelse af intensitet og begejstring.
"Thunder" føles som at få et energichok lige ind i kroppen, sådan som sangen selv siger: "떨어져 온몸이 회로가 미쳐버렸어 제멋대로" [jeg falder, hele kroppen, kredsløbene går amok af sig selv]. Hele nummeret handler om den der elektriske stemning, når natten starter, vennerne samles, og alt pludselig går hurtigere, som om ens DNA ændrer sig: "매일 이러면 좋아 달라진 DNA" [jeg kunne godt lide, hvis det var sådan her hver dag, mit DNA er forandret]. De beskriver spænding helt fysisk med ord som "찌릿찌릿" [dén der prikkende, elektriske følelse] og et hoved der løber løbsk som et bil-accelerer: "액셀 밟어" [jeg træder på speederen].
Torden-temaet går igen i hele teksten. Inspirationen slår ned "마치 번개처럼 번쩍" [som et lyn, et pludseligt glimt], både når de får idéer sammen med vennerne, og når telefonen bliver ved med at ringe: "계속 걸려 오는 전화벨 소리 / 번개처럼 계속 찌릿찌릿 따끔해요" [ringetonen bliver ved, som lyn, konstant prikkende og stikkende]. Der er også noget sjovt i, at de planlægger kaosset helt præcist: "시간을 정확히 열일곱 시 열일곱 분 맞춰 놓게" [vi sætter tiden præcist til 17:17], som en lille intern joke om SEVENTEEN. Sangen føles som en nat, hvor man råber "다 모여봐 날뛰어보자" [kom alle sammen, lad os flippe ud] og bare accepterer, at alt er lidt for højt, for hurtigt og lidt for elektrisk… men på den bedste måde.