S'efface betyder bogstaveligt "viskes bort" eller "slettes". Det er et poetisk og billedligt udtryk for, hvordan en sang og minderne om en tidligere kærlighed langsomt forsvinder fra hukommelsen.
I sangen synger Gainsbourg, at sangen til sidst s'efface de mon souvenir, altså "viskes bort fra min erindring". Den refleksive form gør ordet særligt interessant, fordi det antyder, at minderne langsomt forsvinder af sig selv.
I denne sang holder fortælleren fast i en tidligere kærlighed gennem en bestemt melodi. Han ønsker, at den anden person skal huske: “Cette chanson était la tienne” [Denne sang var din]. Han siger, at det var personens yndlingssang, skrevet af Prévert og Kosma, og nævner dens titel, “Les feuilles mortes” [De døde blade]. Hver gang melodien eller de faldende blade dukker op, bliver den tidligere kærlighed levende i hans hukommelse igen: “Jour après jour, les amours mortes / N’en finissent pas de mourir” [Dag efter dag holder de døde kærligheder aldrig op med at dø]. Det er en stærk og næsten lidt ondskabsfuld idé: Forholdet er slut, men mindet bliver ved med at gentage afslutningen.
Han prøver at være sammen med andre, men deres sange føles monotone, og han bliver mere og mere ligeglad. Alligevel kan han ikke bestemme, hvornår ligegyldigheden begynder eller slutter: “Passe l’automne, vienne l’hiver” [Efteråret går, vinteren kommer]. Årstiderne får tiden til at gå, men de lover ikke automatisk glemsel. Til sidst forestiller han sig den dag, hvor Préverts sang endelig “s’efface de mon souvenir” [forsvinder fra min erindring]. Først dér kan hans døde kærligheder virkelig holde op med at dø. Det fine ved teksten er, at en hel fortid bliver bundet til én sang og nogle blade på jorden.
Serge Gainsbourg blev født som Lucien Ginsburg i Paris i 1928 som søn af russisk-jødiske emigranter, og han døde samme sted i 1991. Hans første album, Du chant à la une !..., udkom i 1958 og indeholdt "Le Poinçonneur des Lilas", en sang om en mand, der klipper billetter i metroen i Paris.
Han skrev også til andre sangere: France Gall vandt Eurovision i 1965 for Luxembourg med hans "Poupée de cire, poupée de son". I 1969 udgav han "Je t'aime... moi non plus" med Jane Birkin, en duet, som han først havde indspillet med Brigitte Bardot. Sangen blev forbudt i radioen i flere lande, men nåede alligevel førstepladsen i Storbritannien. Hans konceptalbum Histoire de Melody Nelson fra 1971 bliver ofte kaldt hans hovedværk, og senere indspillede han Aux armes et cætera i Kingston på Jamaica med Sly og Robbie.