Pohjola er et fascinerende ord, der refererer til Norden eller Nordlandet. Det er et poetisk og mytologisk navn for de nordlige lande, ofte forbundet med kulde, mørke og en barsk natur.
I sangen bruges "Pohjola" til at beskrive Finland og den finske mentalitet. Det indkapsler stoltheden og udholdenheden hos det finske folk, der lever i dette barske, men smukke land. Ordet vækker en følelse af national identitet og den unikke ånd, der præger livet i Norden.
Olli Halonens "Pohjola" er en kærlig, grov og ret morsom hyldest til Finland og finnernes stædighed. Den begynder med billedet af sump, hakke og Jussi, hvor "Aluks oli suo, kuokka Jussi" [I begyndelsen var der sumpen og Jussi med hakken] gør hårdt arbejde til en slags national skabelsesmyte. Derefter står den nordlige, flade jord nærmest og driller: Hvem ville dog finde på at dyrke den? Svaret er selvfølgelig finnerne. De beskrives som et "katajainen kansa" [et enebærsejt folk], der ikke forlader sit hjem, selv når livet er svært. Samtidig drømmer de om Spanien, mens de spiller lotto, så sangen både griner af Finland og holder fast i landet.
Kulden, mørket og den korte sommer bliver aldrig pyntet på. Frosten ødelægger høsten, sommeren ventes i mørket, og midsommerfesten fejres måske i slud. Alligevel råber fortælleren: "Et antaa tulla vaan" [bare kom an], og tilføjer, at frosten ikke kan klare hans Toyota Corolla. Det er en skør, meget konkret måde at vise finsk sisu på: Man falder, rejser sig igen, bander, drikker sig fuld, passer sit arbejde og tager altid hjem igen efter en tur sydpå. Sauna, sisu og bandet Popeda nævnes som ting, der hører til i denne lidt ru finske stolthed. Derfor bliver det at være født i Pohjola både "siunaus kirous" [en velsignelse og en forbandelse].