Imbroglio betyder en kompliceret forvikling, et virvar eller noget, der er gået helt galt. Ordet er mere poetisk og usædvanligt end det almindelige italienske casino eller confusione.
I sangen synger Loretta Goggi "Che imbroglio era", som kan forstås som "sikke en forvikling det var". Det beskriver den følelsesmæssige forvirring omkring en kærlighed, der både føles smuk og smertefuld.
I “Maledetta Primavera” synger Loretta Goggi om en kærlighed, der kommer pludseligt og efterlader fortælleren forvirret. Der er vin, blomster og gamle sange, latter over det, de to havde sammen, og et ønske om at holde om hinanden. Men foråret får skylden: “Maledetta primavera” [forbandede forår]. Det er en sjov og bitter måde at tale om forelskelsen på, som om årstiden selv lokkede dem ind i et rod. “Che fretta c’era?” [hvorfor havde vi så travlt?] spørger hun igen og igen, fordi det tilsyneladende kun tager en time at forelske sig, mens eftervirkningerne varer meget længere.
Fortælleren prøver at lade som om, det ikke var kærlighed, men kroppen og tankerne afslører hende: Hun lukker øjnene ved en fejl og tænker på ham. Hun spørger også, hvad der er tilbage af en erotisk drøm, når den anden ved opvågningen er blevet til en poet. Det billede er både romantisk og lidt komisk, fordi drømmen ændrer form, så snart virkeligheden begynder. Senere står hun med “mani vuote di te” [tomme hænder fra dig] og husker kærtegn, der ikke nåede hjertet. Alligevel findes der én stjerne, som kan vise et kærligheds mål, og hun forestiller sig, at han måske vender tilbage, så de kan forelske sig igen. Den afsluttende “Lo sappiamo io e te” [det ved du og jeg] lyder som en hemmelighed, de begge kender, selv om ingen af dem helt kan forklare, hvad der skete.