Hunningolla betyder 'på afveje' eller 'på vildspor'. Det er et interessant ord, der ikke er en del af hverdagssproget, og det giver en stærk følelse af at være fortabt eller retningsløs.
I sangen synger Leo Stillman: "Nyt vain harhailen hunningolla" (Nu vandrer jeg bare på afveje). Det beskriver hans tilstand af forvirring og tab efter et brud, hvilket gør ordet meget stemningsfuldt og relaterbart i sangens kontekst.
Denne sang er en rigtig følelsesladet tur, der handler om ulykkelig kærlighed og forventninger, der brister. Leo Stillman synger om et regnfuldt møde, hvor "sade maistui suolalta" [regnen smagte af salt], og han smagte det på hendes læber. Det lyder som et intenst øjeblik, der hurtigt bliver til en "tuulinen ilta" [blæsende aften], hvor tiden ikke var på deres side.
Det er ret hjerteskærende at høre, hvordan han troede, at "mun piti olla sun" [jeg skulle være din], men i stedet endte han med at være den, der blev forelsket. Han synger gentagne gange "sunhan se piti mennä sekaisin musta" [du skulle være blevet skør efter mig], men det var ham, der faldt for hende. Det er en sang om den smerte, når man indser, at ens følelser ikke bliver gengældt, og hvordan man forsøger at komme videre, selvom man føler sig "palasina" [i stykker].