Viistäköön kommer fra verbet viistää, som betyder 'at strejfe' eller 'at berøre let'. Endelsen '-köön' er en imperativform, der udtrykker et ønske eller en tilladelse, altså 'måtte det ske'.
I sangen synger Elonkerjuu "Viistäköön siipeni maata" (Må mine vinger strejfe jorden). Det er et poetisk udtryk for frihed og en længsel efter at bevæge sig, selvom det betyder at være tæt på jorden – måske en metafor for at forblive ydmyg eller forbundet med sine rødder, selv når man flyver.
Denne sang handler om en rastløs sjæl, der ikke kan slå sig ned. Hovedpersonen beskriver sig selv som en, der "ikke kan være på ét sted", fordi "blodet trækker denne natur til at bevæge sig igen". Han er på vej ud på landevejen, en "tummansininen" [mørkeblå] vej, der skærer gennem Finland, ikke for at være til besvær eller for at give op, men fordi han simpelthen ikke passer ind i et almindeligt, roligt liv i et "punatiilinen talo, tammesta sen ovi" [rødt murstenshus med en egdør].
Det er en sang om frihedstrang og jagten på et sted, der giver ro, selvom det betyder at være konstant i bevægelse. Han finder trøst i tanken om, at "maantie onnekseni se antaa elonpohjaa" [landevejen heldigvis giver mig et grundlag for livet]. Selvom han måske finder en pige at lægge hovedet ved, er det tydeligt, at hans vinger altid vil "viistäköön siipeni maata" [berøre jorden], klar til at flyve videre, når blodet kalder ham væk igen.