Ordet "karhuntalja" betyder "bjørneskind". Det er et interessant og lidt usædvanligt ord, som man ikke ofte støder på i sange.
I sangen beskriver det et varmt bjørneskind, der venter i slæden, hvilket skaber et levende billede af en hyggelig og traditionel vintermorgen. Det giver et indblik i en ældre, mere landlig finsk kultur.
Forestil dig en tidlig morgen, hvor uret lige har slået fem, og det er tid til at vågne! Sangen "Kello Löi Jo Viisi" handler om at gøre sig klar til en tur til kirke i en kane. Vi møder børnene Juhani og Liisi, der skal skynde sig at vaske øjnene i en skål med vand, for ellers går de glip af turen. En varm bjørnefæld venter allerede i kanen, klar til at holde dem varme på den kolde tur.
Det er en rigtig hyggelig sang, der maler et billede af en fredfyldt vintermorgen. Når de sidder i kanen, åbner øjnene sig for den mørke skov, og aisaklokken klinger, mens stjernerne og månen lyser op. Det er ren glæde, og smilet breder sig. Vi ser også Miina fra hytten og Taavetti Tiina, der er på vej til kirken. Under bakkeskråningen står et hus med to levende lys i hvert vindue. Hesten skal kun et verst mere, og man får lyst til at blive på denne kirkevej for evigt – "Tällä kirkkotiellä aina olla vois!" [På denne kirkevej kunne man altid være!]. Det er en sang, der får dig til at drømme dig væk til en enklere tid.